Blazers og habitter hænges på bøjle, når det ikke er i brug. Vælg en bøjle med brede “skuldre”, aldrig en af de tynde metalbøjler som f.eks. renserierne anvender. Hæng tillige en stof- eller plastikpose over habitten for at undgå støv, men spær den aldrig helt inde i en lukket plastikpose. Alt tøj skal kunne ånde, mens det hviler i garderoben.
Et jakkesæt skal på renseri en gang imellem, også selvom man ikke kan se nogen pletter. Det er usynlig snavs som f.eks. tobaksrøg, støv og lign., der skal renses bort. Skulle uheldet være ude, og man bliver plaskvåd i en uventet regnbyge, så hæng den våde habit på en bøjle i et luftigt rum og lad den tørre naturligt. Brug aldrig en tørretumbler til at tørre en blazer eller habit, da det er en alt for hårdhændet metode til denne type vare.
* Selvom kun den ene del af jakkesættet i realiteten trænger til rens, så er det vigtigt, at du sender både jakke og buks af sted. Ved rensning undergår jakkesættet ofte en barsk behandling, hvorved sættets farver kan afvige, hvis man undlader at lade hele sættet gennemgå præcis samme rens.